Lainio 2013

Turen i 2012 overgik alle forventninger. Det er selvfølgelig farligt at forsøge at gentage en bragende succes og nogle siger at man skal stoppe på toppen (det er der vist mange sportstjerner der burde have gjort). Men som lystfisker så er det jo netop det vi er kendt for. Man kan som lystfisker ikke lade være med at undres over hvad der gemmer sig bag næste sving, hvad står der af monstre på den gode plads næste gang man fisker hen over den, hvordan får jeg overlistet den helt store – sagt med andre ord det er historierne og oplevelserne vi lever for – det er selve årsagen til at vi gang på gang tager ud på jagt efter vores bytte. Så det var uundgåeligt – vi skulle af sted igen.

Så holdet skulle sættes. Min far var tilbage fra Singapore, Peter og Thomas var også klar så holdet var egentlig sat før jeg næsten fik sendt en invitations mail rundt. Forberedelserne til turen er blevet nemme og nervøsiteten kommer senere og senere end de første ture. Jeg husker kun svagt en lille tur i et sommerhus, men det kan måske bare være en drøm – ikke vigtig.
Rejsen til Kiruna foregik i vanlig magelig stil ombord på SAS flyveren over Arlanda. Vel ankommet til lufthavnen bliver vi afhentet og turen går mod supermarkedet og div. indkøb blive foretaget. Snart var vi klar til afgang.

Et par dage forinden havde jeg fået en melding fra Håkan om at der muligvis var en del aktivitet på elven og de kendte pladser nok var godt besat. Da vi fløj ud til start-pladsen i helikopteren var meldingerne korrekte. Vores ønskede startsted var besat, så vi fulgte elven i lav højde nedstrøms til vi fandt et nyt sweet spot et par kilometer nedstrøms. Der er altså noget herrefedt over at flyve i lav højde med en helikopter.

Vores gear blev læsset af og helikopteren forsvandt hurtigt igen. Stilheden sænkede sig og dyrelivet livede igen op. Fuglene kvidrede og snart indfandt den lyd som vi alle havde gået og ventet. Lyden af Lainio elven der sender vandt ned mod den botniske bugt. Vandet der indeholder så ufattelige mængder stallinger og så grumme mange laks at det har bragt undertegnede herop 4 år i streg. Vi fik hurtigt kastet lejren op og jagten på den første fisk gik i gang. Jeg ved ikke hvem der trak “first blood”, men der var fisk og rigeligt af dem.

Ikke langt fra campen er der en lakse-pool der dog var en anelse svær at fiske, men fra skrænterne kunne man i ro og mag sidde og spotte laksene der plaskede rundt for at markere deres territorier. Vi havde ikke held med det, men så højt oppe i systemet er det også en anelse sværere end længere nede.

Hen under aftenen bliver Peter spændt for af turen første og største ørred. Han får sig en herre-fed fight på hans lette #5 Hardy flue stang. En flot fisk i det aftagende lys. Dette var peters først store fisk på let fluegrej – det er uanset hvad man mener om flue-fiskeri en rigtig fed oplevelse. Man skal virkelig have både heldet og dygtigheden med sig til at få de store af slagsen på land.

Dagen efter får vi et ordentligt læs stallinger på land da vi finder frem til nogle gode dybe render i elven. Sjovt fiskeri på det lette grej. Men vi beslutter alligevel at rykke videre mod nye jagtmarker. Der er lidt for få muligheder der hvor vi er og vi tror ikke helt på laksene på dette spot. Vi går derfor benhårdt efter at komme til at ligge på vores prioritets spot nummero UNO(navn ikke nødvendigt).

Da vi er i gang med at samle bådene ser vi hurtigt et “lille” problem. Bådene som vi har fået med, er ikke de store ekspeditions både som vi er vant til, men derimod mindre 2 personers-både, som kun lige kan klare to grand-voksne mænd.

Hvordan hulan skal vi få hele vores lejr pakket ned i de små robåde? Jeg er så tæt på at hive satelitten frem og ringe til udlejeren og kræve de flyver nye både ud til os (jeg vælger her ikke at nævne hvem det var, da vi har haft en snak om dette og hvad det har haft af konsekvenser for os). Vi får med møje og besvær læsset bådene og med røven i vandskorpen sniger vi os stille og roligt ned af elven.

Vi kommer til svinget lige før pladsen vi gerne vil ligge på og stopper op. Jeg scouter frem og kan se at der ligger et telt på pladsen… Argh… Vi bliver hvor vi er og sætter vores lejr op. Pladsen er en anden god plads som også indeholder laks, men ikke helt i samme liga som den foretrukne. Senere på aftenen møder vi det andet hold og halløj der er jo Håkan og Kalle. Min gamle ven fra min første Lainio tur er sammen med Kalle som vi også mødte året før.

Vi får pladserne fisket godt igennem og de næste dage bliver brug på at jagte områdets laks, stallinger og ørreder. Vi får ikke en laks på land, men jeg er så heldig at være tilstede mens Kalle fanger og lander en pæn krabat. Til den historie hører at min far var så uheldigvis han under fiskeriet, tager ufrivillig vandtur (alle vandture deroppe er næsten ufrivillige). Han må derfor sjoske tilbage til lejren for at få noget nyt tørt tøj på. Der hvor min far sluttede, begyder Kalle igen fiskeriet og 5 minutter efter så har han fast fisk på og en meters laks giver en fin fight som på et tidspunkt sender Kalle i fuldt retreat op blandt træerne bag ham da den tager kurs direkte mod ham og han kan ikke følge med på hjulet til at holde linen stram. Fed fight og en flot fisk.

Heldigvis kan min far trøste sig med at:

En mand kan ikke fange en anden mands fisk

Dagen efter kryber vi igen stille ned af elven og går efter et andet hot-spot på elven. Den er desværre også besat så vi må tage til takke med en plads lidt længere nedstrøms. Også en fin plads, men ikke så gods om ønsket. Det er lidt som om at dette fænomen bliver ved med at forfølge os! Vi er tæt på, men så alligevel ikke. Den klassiske med at man næsten kan smage success, men den udebliver. Det er frustrerende og jeg kan tydeligt mærke det på humøret i lejren. Det hjælper heller ikke at udstyret fejler (bådene og utætte drybags). Vi kommer dog i gang og med lidt sort humor hjælper en smule på det.

Senere på aftenen gør Håkan og Kalle os selskab og laver lejr på den modsatte side – der hvor vi nok skulle have lagt os hvis jeg nu bare kunne have husket korrekt og valgt rigtigt – well, det ved jeg til næste gang. De napper en laks inden aftensmaden og det giver fornyet håb for vores lille lejr at der er fisk til alle på elven.

Pludselig så er der stort postyr. Håkan og Kalle fagter løs – de har spottet noget fra deres udkigspost på den anden side – vi retter blikket opstrøms og mine ben begynder at løbe halt automatisk. Min far er spændt for og jeg kan se der er max flex på klingen. Det er en god distance op til ham og der bliver løbet igennem for at komme ham til undsætning. Desværre ser jeg halvvejs at han er på vej tilbage fra elven og stangen hænger slapt fra hans hånd… FUUCK! (undskyld mit sprog). Godt forpustet kommer jeg frem og får beretningen. Han hookede op med en god laks midt i stryget og den roder rundt, men pludselig vil laksen tilbage i den Botniske bugt og den går nedstrøms. Uheldigvis så er hans bremse sat for løst så den får momentum sammen med strømmen i elven så den får virkelig fart på og hjulet kommer op i rigtig høje omdrejninger. Min far forsøger at lægge en hånd på spolen men hans finger rammer uheldigvis håndtaget og der er så meget fart på at det slag knækker forfanget og bukker håndtaget 45 grader…

Det begynder så småt at lugte af at dette års tur skal være den første jeg er med på hvor der ikke kommer laks på land til nogen på vores lille hold. Dagen efter er det en realitet. Jeg giver det ellers en ordentlig skalle og gennemtæsker stryget med alt hvad jeg har, men ingen held. Vi tager konsekvensen og trækker pløkkerne og går mod vores sidste lejr som skal være i deltaet hvor vi skal hentes dagen efter.

Vi pakker miniput bådene en sidste gang og bevæger os stille ned af eleven. Turen til deltaet er ikke særlig lang og det burde være en smal sag at klare turen på et par timer. Kort før deltaet kommer der et lidt heftigt stryg som godt kan give sved på panden. Min far og jeg ligger i front og kommer igennem og jeg kigger kort hen over min skulder for at se hvordan det går med Peter og Thomas. Det jeg ser er desværre det som egentlig var uundgåelig med de både. De er kæntret øverst i stryget og der er panik på. Vi får hurtigt kastet vores båd ind til brinken og spæner opstrøms for at hjælpe. Uheldigvis valgte vi den forkerte side at gå i land på og kan ikke komme til dem fra denne side, så vi må tilbage til båden og krydse over og igen løbe op til dem. Denne gang via en høj skrænt som sender pulsen helt i vejret. Da vi kommer frem til Peter og Thomas kan vi se at Peter fanget i vandet og kan ikke rigtig flytte sig uden at blive revet med af vandet og så vil ramme lige direkte ind i Thomas som står og holder fast i båden samtidig med at han er viklet ind i alle mulige liner. En rigtig uheldig situation. Vi får dog skåret Thomas fri og Peter på land igen og vi kan gøre status. Køkkenet er pist væk og en del af vores mad er også svømmet nedstrøms. Vi får genrejst båden og forsigtigt får vi den eskorteret ned forbi stryget og nu venter der kun en kort sejlads igennem deltaet til vores sidste lejr.

Sejlads i deltaet er normalt ikke noget problem, man skal bare finde de dybe render og følge dem (hold til venstre), men når man har et sæt mikro-både der er svært overlæsset og en smule lavere vandstand end normalt. Så kan man ikke gøre andet end at hoppe i vandet og slæbe/skubbe bådene hen over gruset og løfte båden af den ene sten efter den anden. Det er utroligt anstrengende og svenden piblede hurtigt af alles pander. Det lykkedes os langt om længe at komme frem til lejr-pladsen og vi får endelig mulighed for at slappe af og få hvilet benene. Grundet kæntringen er der selvfølgelig en del våde sager, sammen med de utætte dry-bags, så står vi med både vådt tøj og soveposer. Da turen tog meget længere end den skulle så er solen så småt på vej ned og det er svært at nå at få tørret noget af det våde tøj da temperaturen falder hastigt.

Stemningen i lejren er selv sagt ikke på sit højeste. En af grundene til at jeg elsker Lainio elven er netop deltaet hvor jeg år efter år har haft nogle fantastiske oplevelser. Derfor skal jeg simpelhen ud og fiske. Resten af holdet vælger at blive i lejren og restituere. Jeg griber en walkie og bevæger mig ud på eventyr.

Jeg finder hurtigt frem til de gode huller og fiskeriet viser sig fra sin absolut bedste side. Jeg rammer 4 halv-meters svenske sejlfisk i rap. Perfekt!

Jeg fik mit sidste fix fra Lainio og jeg begiver mig tilbage til lejren. Humøret er steget en anelse og der er gang i bålet og madlavningen. Den sidste øl og sjat whiskey bliver konsumeret og snart går vi i seng for den sidste gang på denne tur.

Det er morgen og det er tid til at komme hjem. Der er et par timer til at helikopteren skal hente os og vi får pakket lejren ned og alt gjort klar til afgang. Snart gør Håkan og Kalle os igen selskab da vi har lovet dem at de kan hoppe med på sidste løft hjem såfremt der er plads.

Helikopteren kommer og vi får læsset en del af grejet og hopper ombord. Snuden vendes mod Kiruna og så giver piloten den ellers gas hen over deltaet. Som film-entusiast og søn af en frygtelig masse Vietnam film – så henledes man hurtigt til at tænke på Francis Ford Coppolas udødelige klassiker “Appocalypse Now”. Kunne være klasse hvis man kunne tage soundtracket med fra filmen på næste tur og sætte det på intercom’en på en fremtidig tur… men okay det er vist for nørdet.

Turen slutter og vi kommer en halv dags tid senere tilbage til københavn og vi tager afsked med Thomas i lufthavnen og så går turen mod Jylland og vores respektive familier. Dejligt at være hjemme.

Efterord

2013 blev et år uden laks på land og med mange udfordringer under vejs. En hel del udfordringer med udstyret – disse problemer kan man nemt overkomme og forhindre i fremtiden.

Vi kæmpede i 2013 også med mere bløde problemer, hvilket til tider kom til udtryk i form af en trykket stemning – noget som kan være svært at gribe om og gøre noget ved. Humør og stemning på sådan en tur er alfa og omega for at alle har en god tur ude i vildmarken. Når man er så afsides som vi er på disse ture, så kan små ting, hurtigt blive til store problemer. Det er noget man skal være parat til at indse og får gjort noget ved, hvis det begynder at komme til udtryk overfor de andre deltagere. Derude har man ikke mulighed for at gå til de personer som man normalt går til når man løber ind i problemer. Her skal man enten selv løse dem eller søge hjælp hos nye kilder.

En tur i vildmarken er et stærkt team-building værktøj og jeg er nok kommet tættere på de personer jeg har været på tur med end med nogle andre, på så kort tid. Jeg har lært meget om i hvilke situationer jeg er stærk og hvornår jeg ikke er.

Jeg vil på fremtidige ture være lige så observant overfor de bløde værdier som jeg er på de rent praktiske med grejet og pladserne vi ligger på. Det hele skal gå op i en højere enhed – ellers får man ikke mulighed for at opleve det eventyr som det virkelig er at være 2 grader nord for polar-cirklen, i en uge sammen med gode venner.

Mit indledene Lainio eventyr der har strakt sig over 4 år er slut for denne gang. Til sidst vil jeg gerne sende en tak til dem jeg har haft med på turene indtil videre. Tak til min far for at tage med og dele eventyret med mig og tak fordi vi nu deler en sten i D1, hvorfra vi begge har landet en laks. Tak til Morten for dit evige gode humør og fantastiske sind, altid en fornøjelse at være i dit selskab. Tak til Thomas for din syge humor, gode lune, energi og høje humør. Tak til Peter for din høje entusiasme, dybe passion og ivrige natur.

… men… vent nu lige lidt… Jeg kom jo aldrig helt langt nok op af “GasGas” tilløbet og jeg fandt derfor ikke frem til de helt store ørreder som gemmer sig deroppe… deroppe bag det næste sving. Vi fik heller ikke fundet frem til en sø med fjeldørreder…. og jeg kunne måske godt overtales til at tage fighten med endnu en laks. Jeg kunne også godt tænke mig at se lyset i øjnene på en god ven der lige har fået en oplevelse for livet på Lainio elven…

Jeg skal til Lainio igen… to be continued in???