Tirsdagstur

Det blev til en hurtig aftentur til den lokale plads. Mandagen havde budt på 24 timer med ekstrem lav vand, men tirsdag så det hele ud til at spille. Højvandet skulle ramme ved en 19:00 tiden og vinden fra den rigtige retning. Chancerne for godt fiskevand var der.

Men – rimeligt uklart vand mødte mig ved pladsen. Har altså stadig ikke brudt koden med at forudse hvornår der er klart vand eller ej.

På den positive side så havde jeg det hele for mig selv. Jeg startede med at kæmpe mig ud i det mudrede vand ved “den blå sten”. Jeg burde kunne nå klart vand, hvis jeg gav den gas med kastene. Det lykkedes lige akkurat.

Bagkastet ved den blå sten.

Som det kan ses på billedet så er baglandet ved den blå sten helt umulig efter stormene sidste år. Der plejede at være en fin lille strand. Alle træerne plejede at stå oppe på brinken og danne en smuk ramme for fiskeriet. Det er knap så kønt nu – heldigvis er der stadig masser af fisk på pladsen.

Jeg havde vel fisket i hele 2 min. Før fluen bliver inhaleret. Først føles den ikke særlig stor, men den skulle bare lige få ordentlig gang i finnerne. Fisken kæmpede en god kamp, og jeg fik gået en tur med den, hen til en mulig landingsplads. En flot 50’er bliver kanet på land og hurtig retur igen. Fisken kunne ganske klart fortælle at efteråret på vej.

Efteråret er begyndt at vise sig

Det blev til endnu en mindre fisk omkring de 30 som jeg også tæller med, selvom den selv hoppede af efter jeg misset at gribe den i et landingsforsøg. Et såkaldt “short-distance-release” kan vi kalde det.

Knæk & bræk derude.

Skriv en kommentar