Odder-O-Maten

Den årlige tur til As Vig stod for døren. Vejret lovede en hård vind fra Vest så det var hårde forhold fra start. Men heldigvis var Kirkholm pladsen ganske fiskbar, selv med den hårde vind.

Jeg lagde ud med at fiske fredag eftermiddag og havde stykket helt for mig selv. Vandstanden var lav, men der gik ikke mange minutter før jeg observerede den første fisk der fulgte efter fluen inde på det helt lave vand.

Årstiden byder ofte på fisk helt inde under land og i dag var ingen undtagelse. Jeg fiskede et par timer før det blev mørkt og vinden tog for meget over.

Det lykkedes mig at overliste 3 fisk – alle over mål, og alle tog i knædybt vand. Bedre bliver det snart ikke. Årstidens indflydelse på fiskenes udseende kunne man ikke tage fejl af. Flotte farver disse hø’ere får i denne tid.

Jeg pakkede sammen og kørte til Peters sommerhus for at indtage et par øl, nyde lidt god tapas og snakke fiskeri sammen med Peter og Morten.

Vinden havde lagt sig igen så vandet var helt perfekt. Godt med vand og forholdene lovede godt. Vi ankom til gårsdagens pladser og vi så straks fisk, men ingen ville hoppe på vores imitationer vi ellers ivrigt sendte i deres retning.

Da vi kom hen til pladsen som vi kalder “Automaten” så jeg en stor forstyrrelse i vandet og kunne næsten ikke holde min iver tilbage… men 20 sekunder efter blev den forvandlet til absolut nedtur. En odder spænede op på land og ind i buskene… Det lader til at en lille odder-familie også har fundet ud af at denne plads holder på mange fisk, så vi så eller mærkede ikke det vilde på en ellers normalt meget givende plads.

Vi tog benene på nakken og travede ud over strækket og fiskede alle steder der bare lugtede af fisk. En halv dag senere er vi tilbage ved “Automaten” og igen så spæner odderen op på land. Så måske vi skal omdøbe den til “Odder-o-maten”?

Det blev til en 0-lørdags-tur – men jeg fik jo mine fisk om fredagen så jeg klager ikke. Tak til drengene for en hyggelig tur.

knæk og bræk derude.

Skriv en kommentar