Lainio 2010

Følgende er en beretning fra Lainio elven i nord-sverige foretaget i uge 30 tilbage i 2010. I sin tid blev historien skrevet kort tid efter turens afslutning og ud fra fri hukommelse – visse detaljer kan derfor være byttet rundt og der kan være forskellige meninger om hændelsesforløb osv., men da det er en lystfiskerhistorie og de skal per definition være lige på grænsen så tror jeg ikke det gør så meget. Jeg har her i 2015 genfundet det gamle dokument og opdateret det en lille smule – men ellers så er den så original som muligt. God læselyst. Update: Her i 2023 er den så igen blevet fundet 🙂

Dag 1 – Camp #1 – Første møde

Ankommer sidst på eftermiddagen med helikopter til campen. Første hold er allerede i gang med fiskeriet og har taget de første fisk, mens de ventede på de sidste af os. Vi får alt grejet slæbt ned fra bakketoppen og helikopteren kommer med det sidste læs udstyr på Kiruna. Campen bliver slået op og fiskeriet kan for alvor begynde.

Jeg påbegynder fiskeriet 10 meter nedstrøms campen lige før en lille å løber ud i elven. En plads der uundgåeligt må holde på masser af fisk. Starter med lidt tørflue fiskeri, men vandet er for barskt og jeg tror ikke rigtig på fiskeriet. Dette er altid et godt tegn til at skifte taktik. Jeg skifter derfor over til en lille nymfe med gummi-ben str. 12 og fortsætter fiskeriet. Jeg skal hel ned på den anden side af udløbet i en godt mendet halvt-opstrøms kast før jeg får den første fisk på krogen. Fisken kæmper som en gal og jeg får første smag på en Lainio stalling. 

Fisken måler 33 cm. og er min største flue-fanget stalling jeg indtil nu har fanget (dog ikke længere). Der bliver taget det obligatoriske billede og under udsætningen mener mit camera at den vil gøre den selskab så den forstætter med ud i elven, da min lillefinger får fat i remmen og hiver den op af lommen i min fiskevest. Surt, men sådan noget sker nu en gang i mellem.

Jeg fisker videre ned af elven og når kun ca. 2 meter længere før jeg høre høje råb kommende opstrøms. Det er guiden Håkan der råber Laks! HC har efter bare 10 minutters fiskeri fået den første laks på krogen. Han er spinfisker og efter yderligere 10 min. fight landes en flot blank laks på 60 cm. Fisken bliver fotograferet og nænsomt genudsat. Dette bliver en rigtig god tur.

Jeg går tilbage til mit nymfefiskeri og fisker igen nedover udløbet med nymfen. Denne gang har jeg fået styr på fiskene og det lykkedes mig at lande 3 fisk på bare 3 meter vand. Pæne fiske alle i 30’erne. Jeg fisker mig længere ned mod Anders og Jesper som har kørt stykket igennem og er videre nede ved næste udløb hvor de har fundet 2 gode pladser hvorfra de har adgang til rigtig godt vand. Med tørflue tager de en hel del fisk her og jeg tager yderligere et par fisk inden jeg overhaler dem.

Jeg vender snuden tilbage mod campen for at tage en lille slapper. Der er kun gået små 2 timer. Jeg kan rent faktisk ikke huske hvor mange fisk jeg fangede.

Små 20 meter ovenfor lejren er der et flot stryg som danner et stort stillestående bagvand med modsat strømretning ved egen bred. Her ses tydeligt fisk oppe og tage føde til sig. Umiddelbart ser de ikke ud af at være store fisk, men ved lidt nærmere iagttagelse ses det tydeligt at det tværtimod er ganske store fisk. De er simpelhen så drevne at de laver minimalt arbejde for at spise. Jo større man er jo mere doven bliver man!

Jeg binder en lille sort tørflue på forfanget og forsøger om ikke jeg kan overliste en af disse fisk. Jeg stiller mig nedstrøms og forsøger at komme på kastehold af fiskene. De flytter sig ganske ofte rundt i poolen, eller også er det forskellige fiske over det hele? Dette gør det svært at bedømme hvor man egentlig skal kaste hen, men lige lidt hjælper det. De er fuldstændig ignorante overfor min tørflue. Et par andre bliver forsøgt. Guiden er kommet til og sammen observere vi fiskene for at lægge en plan. Vi bliver hurtigt opmærksomme på at det eneste vi faktisk ser af fiskene er ryg og hale (back & tail), altså tager de ikke insekter på overfalden, men lige under overfalden. En nymfe i str. 14 bliver bundet på forfanget og lagt ud. Første kast giver ikke noget, heller ikke de efterfølgende, men pludselig er den der. Et fisk har vist interesse og fluen bliver taget i et stille nip. Jeg strammer linen op og mærker med et samme fast fisk. Fisken mærker ligeldes at her er da vist noget galt. Den tager flugten og stangen krøller helt ned i håndtaget (klasse 6), vægten jeg kan mærke i stangen forsvinder desværre lige så brat som den opstod, fisken er væk. Jeg ruller linen ind for at se om det var linen der knækkede eller hvad der gik galt. Fluen er der stadig, men med  krogen rettet ud! Det var enten en ørred eller stalling, det er uvist, men hvad er helt sikkert var at det var en af de større fisk.

Efter hugget dør poolen lidt ud og natten har også presset sig på. Min første aften/nat i det svenske lapland er i fuld gang. Det bliver på denne tid ikke mørkt, selvom solen går ned, så er den ikke længere nede end det stadig er lige så lyst som var det en overskyet dag i danmark. Jeg går tilbage til campen hvor vi sidder og får en sludder rundt om bålet samtidig med at vi spotter efter laks. Vi ser 3 laks fri af vandet mens vi sidder der, 2 lige ud for campen og 1 længere opstrøms.

Jeg rigger min 2-hånds stang til så den er klar til næste dag. Der skal forsøges om ikke der kan komme en laks på land.

 Dag 2 – Camp #1 – Styr på Lainio

Aldrig har jeg sovet så godt i telt og sovepose som min første nat ved Lainio elven. Rejsen til elven og den første fiskeri hjalp en hel del. Da jeg kommer ud af teltet er der rimfrost og det er tydeligt at se at temperaturen har været tæt på hvis ikke under nul-punktet i de sidste nattetimer. Det var dagen forinden skyfrit og høj solskin og dette fortsætter dag 2. klokken er ca. 06 og en hurtig omgang mysli bliver kastet indenbords. Nu skal der fiskes.

Jeg vælger at kigge nærmere på den side-å som jeg fiske i udløbet af dagen forinden. Der hvor helikopteren landede i går, kunne man komme opstrøms denne lille perle. Åen er ikke bredere end 2-3 meter, men utrolig flot med dybe huller og strøm ind under brinken osv. Jeg går får kæmpet mig ned til åen og går i gang med nymfen igen. Her er ikke nemt at komme til, men det lugter af gode fisk. På bagsiden af en lille ø i vandet er et mindre strømfyldt vand. Vanddybden er fra 10 til 50 cm. men midt i dette bliver min flue stoppet brat. En god lille kamp går i gang og kort efter kan jeg lande min første Lainio ørred. En flot en af slagsen. Fine røde pletter og ca. 30 cm. Jeg fisker videre i det stille vand og bagerst i poolen får jeg endnu et hug. Denne føles en del tungere, men jeg mister den dog efter ganske kort tid. Krogen må simpelthen hvad siddet for dårligt. Øv.

Jeg fisker videre ned af vandløbet, fanger ikke rigtigt noget, men har følelsen af at være på rigtig fisketur hvor der kan være store fiske ved hvert kast. Fedt!

Jeg kommer ud hvor jeg dagen forinden fiskede, der hvor åen løber ud i elven og fisker igen denne lille plads. Atter er der et par stalling der vil lege med. Temperaturen er nu ved at tage til eftersom solen har fået lov til at skinne nogle timer nu og jeg er tilbage ved campen. De andre er også alle kommet op nu, kaffe er brygget på bålet, nogle er også gået gang med at fiske og andre er ved at gøre sig klar.

Jeg får mig en kort pause på 20-30 min. Men så melder fisketrangen sig igen. Jeg går tilbage til den lille å og denne gang går jeg opstrøms istedet for nedstrøms. Her støder jeg på Anders som har fået samme ide og sammen fisker vi et par herlige stryg igennem. Anders tager en rigtig flot stalling og sandelig også en flot bækørrede helt inde under modsatte bring.

Tiden flyver og jeg tror det er midt på eftermiddagen, jeg er tilbage i campen og sidder og snakker fiskeri med guiden. Der er ikke noget som at høre lystfisker historier, specielt ikke en som har fisket i området næsten hele sit liv og har sin 4. tur på lainio i år.

Jeg tænker at nu skal jeg prøve om jeg kan finde ud af det laksefiskeri med 2-hånds. Jeg har aldrig før fisket i længere tid med 2-hånds, men denne tur skulle også bruges på at lære mig dette fiskeri. Jeg griber min stang og går opstrøms poolen som ligger ovenfor campen. Heroppe er der et længere stykke som er knap så strømfyldt og vi har set flere laks ude af vandet heroppe, så der er fisk.

Jeg kommer i gang med fiskeriet. Dog sidder fluen ofte i græsset bag mig, der skal lige styr på sådan et bæst af en stang. Men stille og roligt lykkedes det mig da at få lagt nogle nogenlunde kast ud over elven. Et par timers øvelse gør ingen mester, men hvis man føler det går fremad så er man på rette vej.

Alt mens som jeg står og forberede det næste kast, tænker over hvad jeg skal gøre, hvad jeg ikke skal gøre, hvad gik godt sidst og hvad der ikke gidt godt ved sidste kast, mærker jeg pludselig noget. 3 hårde rusk i stangen. Jeg løfter stangen og når lige at mærke vægt i linen før den igen er væk! PIS! Var det laks? Var det ørred? Jeg ved det ikke, me hold da kæft mit hjerte bankede efterfølgende. I campen spurgte de bagefter hvad det var jeg lavede da jeg kastede mig ned i busken der var bagved mig. Da jeg fortalte historien forstod de hvorfor.

Ca. Kl. 17:00 sejler vi ned af Lainio for første gang. Alle iført veste og hjelm. Efter en kort instruktion om at følge guiden og være opmærksom på sten og planlægge forud er vi fint på vej. Jeg har fået styrpladsen i båden sammen med Jens. En ældre herre med gigt i nakken som ikke kan dreje hovedet fra side til side. Det skal senere vise sig at blive en lille ulempe. Dog ikke større end det bare gav lidt flere oplevelser end nødvendigt.

Vi sejler vel en times tid før guiden vælger at lave et hold ved et lille ubetydeligt sving af elven. Her siger han at vi vil lave en lille kort pause og fiske lidt stalling. Det viser sig at være en af guidens hemmelige hotspots for netop stalling. På den lille time vi fisker, fanger vi flere fisk end mange gør på en hel sæson. Jeg selv hiver ca. 10 på land hvor de største er et godt stykke oppe i 40’erne. Alle bliver taget på tørflue hvilket gør det ekstra sjovt. Der er noget over at se at fluen bliver taget i overfladen og derefter spændingen om hvad er det og hvor stor er den. Fiskene kæmper som besat. Det er veltrænede af den megen strømvand og det lykkedes mig faktisk på et tidspunkt at blive nødsaget til at tage 5 min. Pause fordi armen gjorde ond efter den sidste fight. Så bliver det altså ikke meget bedre!

Vi sejler modvilligt videre ned af elven mod camp #2.

Ankommet ved camp #2 går vi strakt igang med at slå teltene op. Guiden ved hvordan man gør og eleven (Nils) som er med er en ægte svensk superhjælper. Vi andre giver selvfølgelig en hånd med og på 10 min. Er lejren igen slået op. Der tilberede aftensmad. Dagens padlen har været hård, fiskeriet har været godt og maden smager så godt som aldrig før. Aldrig har en gang købe-bisksemad (pyt i pannen) smagt så godt. Får helt lyst til en omgang nu jeg sidder og skriver om det.

Pladsen vi er ankommet til er ifølge guiden en plads som ligger imellem 2 gode pladser sådan at vi kan gå både nedstrøms og opstrøms og begge retninger giver alle slags fisk. Laks, ørred og stalling, de er alle representeret. Jesper og Anders er første hold der tager opstrøms for at jagte stalling og ørred. Jeg selv tager en omgang uden for campen stille og roligt dog uden det store udbytte.

Jeg sætter mig ved bålet og drikker en kop kaffe og snakker lidt med guiden om … fiskeri selvfølgelig. Jeg spørger til laksene her i området og snart er min 2-hånds under armen og vi er på vej nedstrøms til svinget som ligger et par hundrede meter neden for lejren.

Ankommet til svinget stiller vi os op blandt træerne og Håkan fortæller om pladsen. Kan du se den sten derude, Håkan peger ud med starten af stryget, hvor en tydelig hvirvel afsløre en stor sten i vandet, foran den og efter den. Og så kommer der en sten mere, foran den og efter den, så kommer du ned til selve stryget her står de på hele nakken og neders i bagvandet er et dybere hul hvor der står rigtig mange. Men jeg vil foreslå at du starter med at fiske helt traditionelt oppe fra, og Håkan peger tilbage op imod den første sten. Idet han peger ud mod stenen går en kæmpe farvet hanlaks helt fri af vandet. Den ligger vandret, somom den lige skulle op og se hvem det var der stod og pegede på den. Vildt!

Med bævrene ben går jeg ned til vandet, affisker det nære vand og vader forsigtigt ud så jeg kan komme på nogenlunde kasteafstand af stenen på den anden side. Desværre rækker min teknik ikke helt til opgaven, men jeg får da nogenlunde fisket stykket igennem. Alt mens jeg fisker sidder Håkan og observere oppe fra trækanten. Jeg gør det bedste jeg har lært, men desværre vil ingen lade sig overliste. Mens jeg står og fisker viser den ene laks efter den anden sig på forskellige pladser rundt om mig. Den nærmeste går fri af vandet bare 2 meter fra hvor jeg lige har lagt fluen ud. Dette skal siges giver den vildeste lakse-feber. Flere gange høre jeg Håkan bagved mig sige wow, jeg drejer hovedet og ser han peger ud mod elven i min blinde vinkel. Der er lige så mange fisk bag mig som der er foran mig! Ofte når man vadefisker skaber vandet så meget larm at man ikke kan høre fiskene gå fri af vandet bag ved en. På en måde er det godt nok for så slipper man for at blive irriteret over dobbelt så mange fisk man ikke har fået fat i.

Jeg fikser stykket igennem, men uden held. Vi går tilbage, men lover hinanden at vi vil komme tilbage. Håkan foreslår at vi den næste dag tager en af bådene og sejler over til den modsatte kant, da det vil være en bedre side at fiske fra.

Tilbage ved campen gør en kop varm kaffe godt og historier bliver udvekslet. Historien om vores tur ned til laksene i ved svinget, sender HC afsted på ganske få minutter. Han har dog lige så lidt held som mig og fortæller at poolen ikke er aktiv som vi fortalte om længere. Laksene må være gået i seng. Det samme gør vi.

 Dag 3: Camp #2 – Vildt fiskeri

Anders og Jesper havde aftenen i forvejen gået opstrøms på jagt efter stalling. De fortalte om fantastisk fiskeri og den er jeg da med på at undersøge nærmere og tager samtidig intiativet til en lille konkurrence… simpelt, hvem kan fange flest fisk? Vi 3 begiver os efter en hurtig omgang morgenmad, klokken er vel 06:30 op ad elven.

Den ene fede plads efter den anden sig på vores tur op ad elven. Flere stationer giver godt med fisk i mellestørrelsen. Vi ankommer efter lidt tid til et sted hvor vi fra land kan kaste ud over et helt fantastisk område med en dyb pool tæt på land og en god strømrende på den yderlige side. Herude, yderst i kastet viser den ene fiske efter den anden sin tilstedeværrelse. Vi 3 står længe på denne plads og fanger rigtigt godt med fisk. Jeg opgiver at tælle efter de 20 fisk er kommet på land, men der er enighed om at jeg har vundet konkurrencen. Efter en del tids fiskeri med tørflue skifter jeg til en stor udgave af en ubelastet hares ear nymfe, bare for at prøve om det også virker her. I 2 kast får jeg et godt hug. En længere kamp begynder uden at fisken viser sig. Den trækker hårdt og alle kræfter bliver lagt i på at få den mod overfladen. Den kommer tæt på land og en smuk stor ørrede viser sig for enden af linen. Den ser ligeledes mig og tager flugten tilbage ned i den dybe pool. Hjulet må overgive sig og den trækker line ud så let som ingenting. Yderligere 5 minuttes kamp og enfisken sidder pludselig fast i bunden af poolen. Det er lykkedes den at vikle sig ind i nogle vandplanter og der er stor risiko for at miste fisken. Et hurtigt sprint nedstrøms ændre presset fra opstrøms til nedstrøms og det får fisken fri af grøden. Herefter giver fisken hurtigt op og jeg kan lande min største ørrede i Lainio indtil nu. 45 cm. Det er umiddelbart ikke særligt langt, men på det mellem-grej jeg går med og dens kondition er det en helt fantastisk oplevelse. Fisken bliver selvfølgelig genudsat efter det obligatoriske billede.

En lille sidenote til fangsten er at den nymfe jeg fangede den på havde jeg tidligere brugt i en dansk å med mange små-fisk, derfor havde jeg trykket modhagen ind. Dette gør fangsten bare endnu bedre. Utroligt at den forblev på krogen.

Anders og Jesper har også godt gang i fiskeriet, jeg tager mig en lille kort pause og stiller mig hen og snakker lidt med Anders. Han får lavet lidt filter i linen mens han står og kaster til en ringende fisk. Mens han står og filter linen ud siger han henkastet at jeg da kan prøve om ikke jeg kan fange fisken. Okay – det kan jeg da godt. Første kast med nymfen og den bliver inhaleret ganske voldsomt. En lignende kamp som den jeg forinden havde med ørreden begynder. Jeg kan dog mærke at det højest sandsynligt er en stalling på den måde den kæmper. Efter en fin kamp kan jeg nette en stalling på 46 cm. og utrolig flot. Anders begynder at bande og svovle, jeg spørger hvorfor. Jo hans personlige rekord samt turens hidtil største var indtil videre på 43 cm. og jeg havde lige slået den med 3 cm. Yes!

Jeg føler at sulten begynder at indfinde sig og tjekker tiden. Den er langt oppe af eftermiddagen. Vi har, uden at vide det, fisket i over 9 timer. Jeg går i gang med at indtage chokolade og så småt trække tilbage mod campen.

Tilbage ved campen er der helt mennesketomt. Vores guide-lærling ligger i en af bådene og sover ellers kan jeg ikke umiddelbart se andre. Jeg sætter mig på en stor sten som ligger i vandet ligeud for campen og småfisker med min nymfe. Siddene på denne plads tager jeg yderligere 6 fisk… Et par af de andre dukker op nedstrøms fra. Historier bliver udvekslet og sammendraget er der er taget en del fisk dog ingen laks, selvom Håkan og Peter har gået intensivt efter dem i en del timer. Jeg fortæller selvfølgelig om vores fantastiske fiskeri længere oppe af elven og nogle er nok lidt ærgelige over ikke at være taget med.

Aftensmaden bliver indtaget og planer bliver lagt for aftenens fiskeri. Jeg rigger min 2-hånds til, jeg vil ned og forsøge mig i svinget igen. Ankommet til svinget viser den store han-laks sig hurtigt igen. Han har ikke flyttet sig en centimeter. Står stadig og overvåger sig lille territorie. Jeg fisker svinget og stryget grundigt igennem, men uden held. Jeg drager tilbage mod campen. I campen har Håkan åbnet en 12 års whiskey og det kan man selvfølgelig ikke sige nej til. Jeg har faktisk inden turens afgang døjet med ondt i halsen, hver gang jeg skulle synke. Ikke noget drastisk, men irriterende når man skulle spise større måltider. 2 skål whikey senere og alt halsproblemer er pist væk! Derfor råder jeg fremover alle til at tage whiskey med på sådan en tur, man ved aldrig om man får brug for det. Natten sænker sig over Lainio og elven ser mere indbydende ud end nogensinde før. De andre vælger at gå i seng da det har været en lang dag. Jeg sidder lidt og kigger på bålet og beslutter at tage en sidste tur nede i svinget. Jeg når kun halvt igennem svinget da det pludselig begynder at regne. Jeg har glemt min vadejakkei danmark og min regnjakke ligger i teltet. Jeg må derfor opgive mit fiskeri, hvis altså jeg ikke vil være drivvåd. Tilbage i lejren overvinder udmattelsen mig og jeg kryber også i soveposen

 Dag #4 – Camp #2 – Loch Ness

Igen tidligt op omkring kl. 06:30. Da jeg dagen forinden ikke nåede at tage en tur over på den anden side sammen med Håkan efter laks er det i dag vi vil forsøge os. Peter som også er ivrig efter at få fat i en Lainio laks er også med på ideen. Båden bliver hurtigt læsset til med stænger og afsted det går. Den kraftige strøm gør at man skal være forberedt på at skulle padle en del for ikke at ende alt for langt nede af elven. Den lave bund i bådene gør dog at det er ganske nemt.

Vi 3 går hen mod svinget og ankommet lægger vi en plan. Mens vi står og lægger planer viser flere fiske sig på nære pladser. Det lugter ganske enkelt af muligheder herovre. Vi giver Håkan besked på at udfordringen med første fisk , som står lidt svært tilgængelig pga. bagkastet som hurtigt, ved almindelig overhåndskast, vil ende i træerne. I første gennemløb er der ingen held og snart er vi alle 3 i gang med at fiske stykket igennem.

Første tur nedover svinget giver ikke noget. Vi starter forfra, det kan simpelthen ikke passe. Jeg går nu forrest , så Håkan og til sidst er Peter helt bagerst. Midvejs igennem højre jeg pludselig Håkan råbe: Fisk! Hurtigt bliver linen kørt ind og jeg går hen til Håkan. Da jeg kommer tæt på siger han at ”Den er inte stor” men hent lige nettet alligevel. Det gør jeg. Nettet skal siges er et stort karpenet i størrelse xl. Da jeg kommer tilbage med nettet viser fisken sig for første gang. Vi ser kun halen, men størrelsen på halen siger alt. Den er ganske simpelt helt enorm. Håkan ændre pludselig holdning og ordre flyver til højre og venstre. Peter og jeg gør vores bedste for at følge med. Laksen kæmper bravt, men det lader til at den er ved at give op. Den kommer tæt på land, jeg hopper i elven et stykke nedstrøms og Håkan forsøger at drive fisken ned mod mig og det ventene net. Jeg ser endelig fisken tæt på og jeg bliver pludselig nervøs for om fisken overhovedet kan være i nettet. Det når jeg ikke at finde ud af for fisken ser mig og så tager fanden ved den. Den flår line af hjulet og styrter nedstrøms, tilbage mod havet. Håkan sprinter efter over stok og sten. Manden skal siges, løber lige hurtigt i vand som på land så han kan fint følge med, men man kan se på ham at han er nervøs for at miste fisken i et af dens voldsomme udløb. Fisken syntes nu træt igen og vi prøver om vi kan få den nettet igen. Jeg ryger igen i baljen og står klar. Denne gang kommer den helt ind over netkanten, men d ens hale rammer bagkanten og den slår et par hurtige slag og er på ingen tid tilbage i midten af elven. Yderligere 5 min. Kamp og så er den inde ved kanten igen. Denne gang er den færdig, der er ikke flere kræfter tilbage og det lykkedes mig endelig at få den kantet ind i nettet. Kun pga. den lagde sig en smule på skrå kunne den være indenfor nettets rammer. Jeg løfter og folder nettet. Fisken er sikret.

Håkan er helt ekstatisk og råber ting på svensk som jeg ikke forstår. Han giver et stort kram og takker for hjælpen med landingen. Vi får den foldet ud af nettet og der ser vi at krogen allerede er faldet ud. Det var i aller sidste øjeblik vi fik den på land. Laksen bliver målt og målebåndet stopper ikke før 110 cm. Det er en massiv han som stadig har meget fedt på kroppen, men som har indtaget en imponerende gydedragt. Hvis det farvede fisk man skal fange, så er dette absolut sådan de skal se ud. Fisken bliver senere døbt Loch Ness pga. dens brutale udseende.

Fisken bliver sat ud igen og efter 10 min. Genoplivning stikker den fornærmet tilbage ud i elven. Nu er det tid til traveturen tilbage til båden. Vi ser nu hvor langt laksen egentlig har trukket os. Det er min 5-600 meter. Kampen tog i alt ca. 20-25 min. Og var selvom jeg ikke selv stod med stangen var det ubetinget det vildeste jeg har oplevet i en fiskesituation indtil nu.

Vi tager tilbagetil campen og historien bliver fortalt en 7-8 gange før vi kan komme i gang med at tage campen ned og bevæge os videre til næste destination.

Vi sejller igennem en del white-water som giver flere problemer for specielt en af bådene som ikke helt kan finde ud af det. Det gør det ikke nemmere at styrmanden ikke kan lide at sejle, og hvis han havde vist hvordan sejladsen ville være, så var han ikke taget med. Men det lykkedes os at komme nogenlunde helskindet frem til næste camp.

Desværre har nogle finnere slået camp på den plads som var den foretrukne, men guiden havde selvfølgelig en backup camp placering i baghånden. Området er en del mere hårdt, der er mere strømvand og det ser umiddelbart ikke så indbydene ud for det lette fiskeri , men mon ikke der er fisk alligevel.

Vi får slået campen op og vi påbeynder fiskeriet. Som sagt så ser det ikke helt så indbydene ud vandet og det er da heller ikke overvældene med fisk der bliver taget denne første aften ved camp #3.

Dag 5 – Camp #3 – LAKS!!!! *host* LAAAAAKS!!!!

Den nye camp ligger ifølge guiden på et rigtig godt laksestræk og der er flere pladser hvor der står store ørreder. Vi skal bare lige finde dem.

Jeg går nedstrøms og prøvefisker et par små stationer indtil jeg vælger at ændre taktik. Jeg skifter forfanget til et noget kraftigere forfang med en spids på 0.30 og sætter en tungstens wooly bugger i grøn med gummi-ben på forfanget. Ud i strømmen med den og ned i hullerne omkring stenene. Denne taktik viser sig at være helt fantastisk. Der går ikke længe før de første fisk er på land. Stallingerne er noget mindre her, men ørrederne er så til gængælde det større. Det lykkedes mig at få en rigtig pæn en af slagsen på land, jeg målte den efterfølgende via billedet til at være i omegnen af 48 cm. Endnu en hård kamp som kan mærkes i armen efterfølgende.

Et langt træk ned af elven og et mellem træk op ad elven giver variende resultat. Vejret viser sig også fra sin blandede side i dag med skiftende vejr. En hurtig aftensmad bliver indtaget omkring kl. 19:00 og historier bliver igen udveklset. Det viser sig at Jens har set en god laks ikke langt fra campen, på den rigtige side af elven. Flere (HC, Håkan og Peter) havde allerede forsøgt sig at fange fisken, men uden held. De siger at jeg skal forsøge, men pga. de alle har prøvet forgæves tror jeg ikke meget på det. Jeg sidder og drikker en kop kaffe og tænker over hvad der skal til. Jeg spørger hvad der er blevet fisket med og det viser sig at de alle næsten har fisket med samme slags mønster/størrelse på fluen. HC som er spinnefisker har ikke haft held med blinket. Jeg tænker at den måske skal provokeres og derved opstår en ide.

Jeg rigger 2-hånds stangen til og på forfanget binder jeg en Skjern Beiss rør-flue. Fluen er egentlig en forårsflue som anvendes i Skjern å (deraf navnet selvfølgelig). Den er i rødlige/orange farver og en flot dråbeformet og indbydene facon.

Jeg går ned til pladsen og 3-4 meter ovenfor hvor fisken skulle stå påbegynder jeg mit fiskeri. De andre sidder tilbage i campen omkring bålet. Jeg fisker metodiske nedover, meneder opstrøms, lader fluen synke, giver den liv, stripper ind, laver pauser osv. osv.

Der går 5 min. Fra jeg er begyndt til jeg pludselig mærker noget tage fluen for enden af linen. Jeg slipper de 20-30 cm. løsline som hænger mellem højrehånd og hjulet og løfter stangen. BANG – FAST FISK! Først føles det underligt, der er tumult i vandet og jeg er ikke helt sikker på at det er en laks eller ej. Pludselig får den vendt sig rigtigt og der kommer pres på stangen. Stangen bukker ganske enkelt helt sammen så jeg næsten kan høre korken knage. Jo den er god nok, en god laks har bidt på krogen. Der bliver nu råbt ganske højt på hjælp, nok højere end egentlig nødvendigt, da campen jo ikke ligger særligt langt væk. Snart kommer Håkan og de andre springene med nettet over skulderen og klar til at hjælpe til.

Fisken kæmper for sin frihed, men forbliver nogenlunde på sin plads. Under fighen finder jeg ud af at det fluehjul som fulgte med til stangen ikke er de penge værd det har kostet. Der er slør i hjulet hvilket betyder at under ind-rulning under pres så skraber spolen på hjulhuset halvdelen af vejen rundt. Heldigvis er det ikke et problem når lines trækkes af hjulet da det et et mere vinkel-ret træk på spolen som ikke trækker den skævt som håndtaget gør det.

Fisken kommer tæt på land indenfor ganske kort tid, men som tidligere erfaret så tager fanden ved dem så snart de ser mennesker. Det samme sker her. Den ser Håkan som står klar med nettet nede i vandet, fisken sprinter hurtigt 20 meter ud i elven og går helt fri af vandet i et flot meterhøjt hop.

Kampen fortsætter med møje og besvær pga. hjulet, men langt om længe lykkedes det at få nettet fisken og min første laks nogensinde kan skrives i fangsjournalen. Jeg tror ikke jeg nogensinde har råbt ”Yeah” så højt før i en fiskesituation, men hold kæft det føltes godt. En stor krammer til Håkan for hjælpen og med dirrende fingre får jeg løsnet krogen som stadig sidder solidt fast i underkæben på den flotte hun-laks som stadig har en nogenlunde sølv-farve (Lainio sølv). Fisken bliver målt til 90 cm. bedre bliver det snart ikke.

Vi får taget et par billeder og fisken kommer tilbage i sit rette element. Snart svømmer den irriteret tilbage ud i elven. Jeg ryster stadig over hele kroppen og må tage mig en slapper i campen hvor et par kopper kaffe og 2-3 cigaretter desværre ikke hjælper. Peter har ligget og sovet, han kommer op og får fortalt historien. Anders og Jesper kommer tilbage fra deres tur og de får også historien. Ja jeg får nok fortalt historien 7-8 gange, selvom vi kun er 6 deltagere… Nå jeg må vist i seng, jeg har ikke brug for mere action i dag.

Denne nat har jeg for først gang problemer med at sove. Det tager mig 2 timer før jeg endelig falder i søvn. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at gen-spille hele fangsten for mig og gennemgå alle detaljerne. Laksefeber?

Dag 6 – Camp #3 & Camp #4 – Delta force

Grundet de få fisk ved camp #2 beslutter vi at tage videre lidt tidligere end planlagt herfra. Jeg er sådan set ikke helt enig, da jeg jo lige har fundet ud af hvordan man fanger laks og vil fange flere. Jeg indser dog at det ikke vil være smart at fiske videre med et ubrugeligt hjul og er med på at få opfyldt ”The Lainio Trible”. Hvilket går ud på at man skal fange 3 fiskearter på hver over ½ meter. Jeg havde jo fanget en laks på 90 så den var klaret, jeg havde ligeledes været ganske tæt på, med både ørred og stalling så det kunne da være meget sjovt med et par af disse over en halv meter. Let’s move out!

Campen bliver pakket ned på ny rekord tid og bådene læsset med udstyr, klar til sejlads. Stykket vi skal igennem for at komme til næste camp er en del mere udfordrene end det sidste stykke. Flere gange er det lige ved at skabe problemer, men alle klare skærene og før vi ved af det er vi ved næste camp.

Pladsen er en ny plads, selv for vores guide. Han har før kun lavet kortere stop på denne plads, så vi bliver de første der får æren af at fiske denne plads en del grundigere end normalt. Campen ligger midt i et enormt delta som er dannet i elven. Elven har valgt at dele sig i et utal af små-løb og danner derved en række små øer. Disse små bi-løb er noget af det mest indbydene vand jeg længe har set. Vandstanden er dog en anelse høj så vi vil være nød til at lede lidt længere efter fiskene da de er flyttet ud af de normale dybe huller som er samlestedet når vandstanden er normal til lav.

Vi får slået lejren op i endnu en ny rekord og imens er Anders og Jesper stukket af med en båd for at gå på gedde jagt i det dybe stille vand som er for enden af deltaet hvor elven samler sig igen. De kommer dog fangstløse tilbage efter en lille times tid, men senere finder de til fods frem til Gedderne og det lykkedes at få en på land. Jeg selv vælger at gå på opdagelse mellem de små øer. Jeg fanger ikke det vilde, men nyder at gå på opdagelse og se om jeg kan finde et hotspot.

En tur tilbage til campen er nødvendig da jeg skal aftræde på naturens vegne, inden jeg tager rullen under armen og begiver mig ind i buskadset bliver jeg informeret om at der i området er en gammel enlig han-elg som godt kan være lidt aggressiv. Fedt, så er der to ting jeg skal passe på, myg og elge…

Tilbage på elven begiver jeg mig lidt opstrøms og ned af et af de større sideløb. Vandet er ganske lavt i venstre side, men en fin rende løber langs højre kant. Flere pæne fisk falder for den belastede wooly bugger i grøn og jeg kommer ned til endnu en deling af elven. To tilløb løber til og den deler sig igen i 3. Det ene løb har dannet et dybt hul hvorefter den går over i noget mere stille vand. En perfekt plads. Woolyen bliver lagt ud og jeg begynder at affiske hullet. Tredje kast og der er kontakt til en stalling på 45, den bliver hurtigt sat fri igen og næste kast er der igen fisk. Denne gang en lidt mindre en af slagsen. De næste 3-4 fisk vil ikke rigtig blive på, jeg mærker kun at de slår til fluen. Jeg prøver at få fluen så dybt ned som muligt ved et par kraftige mendninger og trække mere line af hjulet samtidig. Det får fluen helt ned til bunden hvor den bliver taget voldsomt lige i det at fluen begynder at løfte sig igen ved stram line. En tung fisk har taget fluen og en ganske kort kamp begynder. Hurtigt har fisken overgivet sig og følger fint med ind. Da den kommer tæt på land bliver jeg ganske overrasket over at den bare følger med, for den stalling der sidder på krogen er enorm. Den største jeg har fanget nogensinde. Der hvor jeg står er græsset oversvømmet med en 2-3 cm. vand pga. den høje vandstand. Fisken følger med ind og lægger sig fint på siden. Jeg frigøre den fra krogen og frigøre GPS kameraet fra mit bælte. Idet jeg skal til at tænde for kameraet slår fisken let med halen og den rejser sig op på bugen og den får snuden under vand. Det var alt hvad den havde brug for, for nu basker den kraftigt med halen og sprøjter afsted igennem græsset. Jeg kaster mig nyttesløst efter min rekord-stalling, men den er for hurtig og væk er den, tilbage i vandet. Jeg skyder længden til at være i  de høje 50’ere, men da den ikke nåede at blive dokumenteret må det forblive i det uvisse om hvor stor den egentlig var.

Jeg fisker videre på dette fantastiske stykke hvor der nedenfor er endnu mere dybt og stille vand hvor et par store fisk viser sig – desværre lidt uden for rækkevidde, dem nupper jeg senere.

Jeg begynder at bevæge mig tilbage mod lejren og støder på Jesper og Håkan som også er på vej ned over samme stykke som jeg lige har gået igennem. Selvom det ikke er længe siden jeg lige har været der så tager de også rigtig godt med fisk. Jesper får en rigtig fin stalling i samme hul som jeg fangede/mistede min egen rekord. Et helt fantastisk fiskeri her i deltaet.

Dagen ender i campen rundt om bålet med historier fra Håkan fra tidligere ture, fremtidige ture og dagens oplevelser.

Dag 7 – Camp #4 & #5 – Grov Örring

Dagen starter som alle dage, ganske tidligt. Ud af posen og sammen med Anders og Jesper går det hurtigt tilbage mod forrige dags fiskested. Anders og Jesper vil gerne filme og de stiller op og filmer desværre forgæves forsøget at få en stalling på flue. Jeg står lidt skråt bag dem i venstre side. Egentlig i det helt lave vand, men hey jeg kan vel lige så godt kaste fluen i vandet. Fluen svinger ind bag en sten og fast fisk. En flot stalling på de 40 har taget fluen og en fin kamp følger.

Vi går nu opstrøms hvor de 2 tilløb løber ned og finder mere godt vand. Vejret er dog lidt mere ustadigt og det giver lidt problemer for fiskeriet. Vandstanden er stadig høj så fiskene står ganske spredt. Imens jeg er ved at krydse et lavvandet stykke vand lader jeg fluen hænge bagved og trækker den igennem vandet, da jeg snart vil lave et nyt kast og ikke vil gider trække fluen helt af vandet. Mens jeg går fremad bliver fluen pludselig stoppet. Jeg tror først det er en sten den har sat sig i, men den begynder pludselig at svømme. En fin lille ørred har taget den, helt inde på det lave vand. Det viser bare at man ikke skal forvente at fiskene altid står i de dybe huller.

Vi kommer rundt på de anden side af deltaet hvor vi igen ser hovedløbet af elven. Peter har også fundet herned og fisker derudaf. Han har dog ikke haft det store held, men mon ikke 4 fiskere i alt kan få noget ud af vandet? Jeg lider dog af at være ganske udmattet på dette tidspunkt og må tage mig en lille pause på en af de små øer hvor jeg sidder og kigger ud over landskabet. Der går en del tid, men ingen fanger rigtigt noget så jeg vælger at begive mig tilbage ind i deltaet. Senere får jeg at vide at Anders alt imens han skulle til at trække ind til et nyt kast ser en gigant ørred tage fluen, han mister den dog, formentlig pga. han holdt den for hårdt i starten. Han estimere den til at være +60 cm. Synd for ham det var virkelig en trofæ-fisk der gik tabt der.

Under min tilbagevej høre jeg pludselig vandplasken komme derfra hvor jeg er på vej hen. Er det nogle af de andre der roder rundt eller hvad er det? Jeg kommer rundt om en busk og kan se længere op og her er en mindre flok rensdyr, bestående af far, mor nogle søskende og 3 kid. De har vej direkte mod mig, men har i det samme også set mig. Lederen kigger ½ minut på mig og vælger så at slå en bue og føre flokken tilbage over mod en af øerne. Jeg går bag dem i ganske lang tid imponerende. Pludselig finder de en sti op på en af de lidt større øer og så er de væk.

Tilbage ved campen er det tid til at flytte videre. Turen er ved at være slut og vi skal ned til sidste camp hvorfra vi vil blive hentet dagen efter. Stoppestedet ligger ved det første større tegn på civilization, en bro. Bådene bliver pakket for sidste gang. Vi har nu ganske godt styr på nedpakningen og før vi ved af det glider vi stille og roligt ned af elven.

Alt mens vi sejler væk fra deltaet bliver vi overvåget af en kæmpe flok rensdyr, der er nok en 2-300 stykker. De bevæger sig langsom i flok langs bredden af elven. Jeg er sikker på at jeg så Rudolf…

Det sidste stræk der skal sejles kræver ikke de store evner, på nær 2 steder hvor det kan gå rigtig galt, guiden var så flink at sige dette lige i det vi sætter afsted. Specielt en båd var ganske urolig for denne nyhed, men lad os nu vente og se hvor slemt det er. Vi sejler med en god afslappende fart dernedaf. Elven begynder nu flere steder at blive ganske bred og langsomtflydene. Flere gange bliver vi nød til at padle konstant for ikke at gå helt i stå eller endda sejle baglæns pga. den mandlende strøm og den heldigvis lette modvind. Jeg kunne forestille mig at dette stykke vil være en djævel i strid modvind. Vejret skifter mellem solskin og regnvejr. Vi får endda en torden-vejr ind over os, som tvinger os op på brinken og ud af bådene (kombinationen med lange fiskestænger i bådene og det forholdsvise åbne terræn kræver sine forholdsregler). Det lange stille stykke, som er ca. 5 km. lang bliver overstået på ca. 2 timer. Jeg kan på min GPS se at elven snævre sig gevaldigt ind for enden og ankommet til denne indsnævring føre guiden os helt ind i højre side hvor han ligger til land.

Vi stiger alle ud for nu skal vi se hvordan vi skal komme igennem denne passage. Vi er kommet frem til den næst-sidste forhinding før vi kan gå i land ved stoppestedet. Denne foss er ganske grum og derfor er det vigtigt at man læser vandet før man begiver sig ud i det. Vi gennemgår fossen og sammen med guiden lægger vi en plan for hvordan vi kommer sikkert igennem. Efter vi har gjort dette er der dog et stort mannefald i hvem der er med på at sejle ned af dette stykke. Det ender faktisk med at jeg, guiden og guide-lærlingen er de enste som er klar. Guiden er dreven så han tager bådene selv. Jeg får selskab af lærlingen og afsted det går. Egentlig så er det ikke særligt svært, man skal bare huske at man sagtens kan bremse disse både ved at padle baglæns, derved kan man sænke farten så man kan undgå stenene og tage den rute man gerne vil. Vi kan dog ikke tage hele turen ned og ca. Halvvejs bliver vi nød til at tage bådene i snoren og gå en tur med dem. Min normale makker er allerede gået nedstrøms så jeg må slæbe båden selv. Lærlingen skal hjælpe guiden med den sidste båd. Pludselig ser jeg dog Häkan midt i elven i fin form. Han spottede en rute igennem faldene og prøvede (og har jo prøvet turen 1.000 gange før). Det lykkedes næsten, kun en enkelt gang var han oppe og ride på en kæmpe sten. Han kom dog hurtigt fri og snart var vi samlet igen. Det skal siges at nedenfor denne foss er der en af Lainios elvens bedste lakse-pools. Desværre er det privat område så her må vi ikke fiske. Håkan fortæller dog at han her har taget en del laks samt det er her han har sin egen private stor-örring rekord – et bæst på 6 kilo.

Vi kommer i bådene og så er der kun et kort stykke igen. Det sidste stykke og lige inden vi kommer til broen er sidste udfordring. Heldigvis er vandstanden så høj at der reelt ikke er nogen større fare her så vi lægger alle til i fin stand ved sidste camp. Tiden er nu godt hen på eftermiddagen, snart tid til aftensmad og vi er færdige med sejlads på Lainio for denne tur.

Campen bliver rejst for sidste gang, bådene slæbt på land og ”punkteret”. Bålet bliver tændt og vi går i gang med at tilberede aftensmaden. Anders og Jesper er selvfølgelig stukket af for at fiske lidt mere. Der går dog ikke lang tid før de er tilbage igen, uden en eneste fisk. Vi er nu kommet til et af de steder som nemt kan nåes med bil. Der er en 10-15 km. lang grusvej herudtil og der holder også et par biler på pladsen. Senere dukker en bil fyldt op med lystfiskere fra Letland. De laver dog ikke meget andet end høre høj rockmusik i bilen og drikke dåsebajere i deres lejer. En gang i mellem går en af dem ned og kaster noget i vandet i 10 min. For så at gå tilbage til de andre. Håkan og Anders tager en tur opstrøms efter aftensmaden, jeg vælger at blive i lejren jeg er fuldstændig færdig. Det var en hård padletur der tog mange af kræfterne. Jeg syntes også jeg har fanget nok fisk så jeg trækker i vandrestøvlerne og pakker grejet ned. En beriende fornemmelse at komme over i almindelige støvler igen. Jeg har kun haft dem på vel nok sammenlagt 4 timer i løbet af den sidste uge. Ellers har det været iført waders og vadestøvler hele tiden. Sokkerne stinker, men smartwool sokkerne er stadig i fin form. Klart nogle jeg skal have købt mig flere af. Super behagelige og svedtransporterende og hurtigtørrende som jeg aldrig har oplevet før.

Sammen med Jesper aftaler vi at vandre op til udkigsposten som er på det nærvedliggende bjerg/bakke-top. Der er en 20 min. på gåben derop, men det skulle være det værd. Anders når lige akkurat at nå tilbage fra hans sidste tur, som desværre blev en nul-tur. Vi 3, samt guidelærlingen finder den lille skovvej op til udkigsposten og snart står vi et lille firkantet hus på toppen af 5 meter høje metalstolper og kigger ud over det nordlige sverige. Vi kan lainio elven der snor sig indbydene ud i landskabet. Vi kan se sne-klædte bjerge i det fjerne alt mens midnatssolen stadig holder himlen nogenlunde oplyst. En fantastisk sidste aften ved Lainio elven. I campen er det høje humør fundet frem. Folk har opdaget at der var et par ekstra pakker cigaretter skjult forskellige steder så der er tag selv bord. De sidste snacks, chokolade og øl bliver delt rundt til alle der ønsker og alle sidder og hygger sig rundt om bålet. Der bliver selvfølgelig fortalt flere lystfiskerhistorier og der bliver kigget billeder fra turen.

Før vi ved af det er det tid til sidste nat i soveposen. Alt grejet er pakket og klar til afgang lørdag morgen.

Dag 8 – Camp #5 – Tilbage til virkeligheden

Klokken 9 ruller Icehotels varevogn ind på pladsen. Det er tid til at pakke bilerne og komme tilbage mod Kiruna. Køreturen er ganske afslappende, jeg har jo prøvet turen før så jeg falder hurtigt halvt i søvn. Vi spørger dog vores chauffør om vi egentlig ikke stinker efter 7 dage på elven uden et rigtigt bad? Nej det kør vi ikke, lugten af myggespray overdøver alt.

Vi kommer frem til Icehotel og bliver lukket ind i det elles lukkede hotel. Her får vi tildelt hele badeafdelingen. Her er der 12 brusere samt sauna, rene håndklæder og sæbe. Vi er snart i gang med at vaske den sidste uges snavs af kroppen. Det føles helt utroligt dejligt. Saunaen havde de selvfølgelig tændt inden, så den er også opvarmet så den skal selvfølgelig også prøves. Jeg så dog også lige inden at jeg gik i saunaen at der også er en dør udtil. Denne dør leder lige ud til Torne elven som løber 20 meter fra bygningen. Jeg udfordre Anders og snart lister vi hen over gruset kun iført håndklæde. Vandet er krystalklart, dog stillestående og ufatteligt koldt. En hurtig dukkert, tilbage under bruseren og ind i saunaen igen. Ja jeg har billeder, men vælger ikke at vise dem her.

Efter badet så kan vi lige nå en tur på restauranten som også ligger lige ved siden af. En lækker rensdyr-tag-selv-buffet og en iskold Carlsberg er lige hvad vi har brug for. Godt nok smagte maden godt ved elven, men dette smager endnu bedre.

Desværre, før vi ved af det så sidder vi igen i bilen og er nu på vej mod lufthavnen i Kiruna. Lufthavnen har 2 gates så den er til at finde ud af. Check-in tager ingen tid og security er lettere end Billund. Vi får sagt farvel til Håkan og snart høre vi beskeden om at vi skal boarde… farvel Lainio

Efterord

Turen har ubetinget været den største lystfiskermæssige oplevelse i mit liv indtil videre. Icehotel Adventure, Guiden Håkan og hans medhjælper Nils skal have al den ros der er muligt at give. Utrolig god service, og der var ikke et eneste øjeblik hvor man ikke følte man var i gode og sikre hænder. Det er 100% sikkert at jeg vil gøre mit ypperste for at kunne tage sådan en tur minimum en gang om året fremover. Det er det ultimative hvis man vil glemme hverdagens stress og larm og få fuldstændig ladet batterierne op igen. Da jeg ankom til Stockholm og senere Købehavn lufthavn fik jeg helt ondt i hovedet af al den larm der pludselig var omkring mig. Luften lugtede anderledes, vandet smagte forkert og jeg kunne virkelig mærke at den sidste uge at der havde jeg virkelig været fri.