Grønland 2023

FlyRodNinja skal igen på tur!!! De udenlandske eventyr, med fluestangen, har været sat i bero i en hel del år. Årsagerne er mange og helt valide. Nu er det dog blevet tid til igen at tage på eventyr.

Turen går til Camp North med Getaway Fly Fishing den 3. Juli 2023 og hvis planen holder kommer jeg hjem igen den 13. Juli med en kæmpe oplevelse og en masse historier i baggagen. Turleder Claus (ham med havørrederne) skal lede slagets gang. Jeg gøres selskab af Peter og Morten (eller det nok mere mig der gør dem selskab, da det var deres venlige skub som har fået mig med på turen – tak for det drenge!). Det er 2 rigtig gode venner som også har været med turene til Sverige og som jeg jævnligt mødes med for at jagte havørreder. Vi kommer helt sikker til at nørde alt for meget grej og drikke alt for meget rødvin inden vi kommer afsted.

Flueæsken skal udvides med lidt anderledes fluer og outfittet skal justeres hist og pist til at klare strabadserne vi skal igennem på Grønland.

Glæder mig helt ustyrligt til at blive trukket rundt i manegen af den ene hidsige fjeldørred efter den anden og opleve den fantastiske natur på Grønland.

Følg med på siden – sikker på der kommer flere opslag om turen når vi kommer lidt længere hen på året.

Tight lines…

Skriv en kommentar